Om bagmanden
En god dansk sommerdag (jeg har ladet mig fortælle at det regnede) i 1964, kom jeg til verden.
I første klasse lærte jeg at læse og skrive, og heldigvis var der ingen der lærte mig at holde op igen. Så jeg har læst og skrevet lige siden.
Efter at have haft mange forskellige jobs, og også forsøgt mig som selvstændig, fik jeg for en del år siden tilkendt en førtidspension. Det var selvfølgelig ikke lige i den retning at ambitionerne gik, men at det ikke bliver som forventet, betyder jo bare at det så bliver godt på en anden måde.
Heldigvis kan jeg stadig arbejde lidt, og har i flere år arbejdet som oversætter og lydbogsindlæser for forskellige forlag. Senest har jeg oversat et par børnebøger, en krimiserie i ti bind, en science-fiction-roman og indlæst alle mulige romaner, fagbøger, novellesamlinger og en hel masse af mine egne historier.
Mange eventyrlige hilsner
Lars Poulsen

